Spring navigation over

Landsbyudvalget anbefalede tilskud til 7 lokale projekter på deres tredje møde i 2019

20-09-2019

Medlemmerne i Skive Kommunes Landsbyudvalg anbefalede at bruge 993.075 kr. under Landsbypuljen og 55.000 kr. under Fundraisingpuljen til forskellige projekter rundt i kommunen

Landsbyudvalget holdte møde torsdag den 19. september i Ørum Forsamlingshus. 

På dette møde startede Landsbyudvalget med et kort oplæg fra Ørum Kultur- og Landsbyforening om deres for-projekt ”Sønder Ørum Fælled – et bud på en moderne form for landsbyfællesskab”.

Blandt de mange gode projekter som fik tildelt midler på mødet, bør to fremhæves som gode eksempler, der tydeligt understøtter Landdistriktspolitikkens indsatsområder: 1. understøttelse af det lokale udviklingsarbejde, 2. bosætning og markedsføring, 3. erhverv og lokale arbejdspladser og 4. offentlig service og infrastruktur.

”Langskibsbro på Fur Havn”
Fur Havneforening vil have anlagt en ny mole på 105 m. x 4 m., der både udvider havnens lystbådekapacitet og giver mulighed for, at større skibe kan lægge til. Det skal give flere besøgende til Fur, der i forvejen har kommunens mest besøgte havn. I 2018 var der således 3.225 både med omkring 10.000 overnattende gæster. Den styrkede turisme forventes at give øget omsætning i øens forretninger, gallerier og spisesteder, samt på museet og turistkontoret. Det fastholder og skaber arbejdspladser og giver grobund for øget tilflytning.

”Skulpturlandsby Selde - KUNSTMØDER”
Skulpturlandsby Selde har kørt i 6 år nu og har modtaget ros og bevågenhed, både nationalt og internationalt. Med KUNSTMØDER, der er formuleret som et 4-årigt projekt, vil projektet i højere grad end tidligere udbrede kunsten og formidle resultaterne. I 2020 inviteres 10 kunstnere til, over et år, at arbejde sammen med skoler og børnehaver i Selde, Jebjerg og Breum. I de kommende år er planen, at også ældre, grundejere og landmænd sammen med undervisende kunstnere, skal producere kunst til det offentlige rum, der på den måde bliver mere nærværende for alle aldersgrupper. Projektets resultater udstilles på biblioteket i Skive og gerne også i resten af landet. Der er fokus på formidling og faglige samarbejder, så projektets erfaringer kan udbredes.

Projektet er og har været kraftigt medvirkende til at give stolthed og en ny identitet på egnen. Skulpturlandsbyen er i dag en seværdighed, der både tiltrækker turister og tilflyttere.

Der blev anbefalet midler fra Landsbypuljen til følgende projekter:

  • Langskibsbro på Fur Havn – Fur Havneforening – 500.000 kr.
  • Etablering af nyt aktivitetslokal til Sport & Event Center Jebjerg – 250.000 kr.
  • Skulpturlandsby Selde – Kunstmøder – Den selvejende institution Skulpturlandsby Selde - 82.700 kr.
  • Helårskælkebakke i Selde – Aktivitetsforeningen for Selde og Omegn - 81.625 kr.
  • Madpakkehus og Samlingssted i Højslev - Grundejerforeningen Hjarbæk Fjord af 25.11.1970 – 50.000 kr.
  • Opførelse af shelter ved Lund Forsamlingshus – Lund Forsamlingshus – 28.750 kr.
  • Projekt STOL, supplerende tilskud til fase 1 – Foreningen GRASSLANDS – Afslag.

Der blev anbefalet midler fra Fundraisingpuljen til følgende projekt:

  • Glyngøre Maritime Center – Glyngøre Borger- og Erhvervsforening – 55.000 kr.

Du kan læse mere om alle ansøgningerne fra mødet 19/9 på Skive Kommunes Politiker Web. 

Næste ansøgningsfrist til puljerne er mandag den 21. oktober 2019. Datoerne findes også på kommunes hjemmeside www.skive.dk/landsbyudvalget.

For yderligere kommentarer eller oplysninger se www.skive.dk/landsbyudvalget eller kontakt formand, Arne Bisgaard (tlf. 21 24 66 48) eller sekretariatet for Landsbyudvalget Peter E. Steens (tlf. 99 15 55 13)