Spring navigation over

Region Midtjyllands Landsbypris 2020

22-10-2019

Bor du i regionens bedste landsby? Løfter I i flok for en bæredygtig udvikling? Skaber I synlige og mærkbare resultater? Så har I nu chancen for at bevise det for hinanden og omverdenen!

Region Midtjylland søger kandidater til Landsbyprisen 2020. Vinderen modtager 150.000 kr. og alle 5 øverst placerede landsbyer, får lavet en 3 minutter lang promo-video, der f.eks. kan bruges I jeres bosætningstiltag.

Kriterierne ansøgerne skal tage stilling til, er blevet revideret, og har nu mere fokus på bæredygtighed og netværk. Det er ikke et krav, at en landsby skal kunne leve op til alle kriterier, men jo flere og mere overbevisende, desto større er chancen for at komme i betragtning.

Kriterier for ansøgere til Landsbyprisen 2020:

  1. Landsbyens fysiske miljø er attraktivt, og der er god adgang til natur, hvilket f.eks. kan være skabt gennem større projekter, sanering m.m.

  2. Landsbyen arbejder med indsatser og aktiviteter der understøtter en bæredygtig udvikling [se FN’s 17 Verdensmål].

  3. Landsbyens udvikling tager udgangspunkt i de særlige stedbundne ressourcer og potentialer, som kendetegner området.

  4. Landsbyens borgere, foreninger og erhvervsliv har inden for de seneste 3-5 år medvirket aktivt til at planlægge landsbyens og områdets udvikling.

  5. Landsbyen har udsyn og deltager i samarbejder og netværk, eksempelvis om fælles projekter, faciliteter og arrangementer.

  6. Landsbyen har aktive fællesskaber og frivillige, som understøtter et godt og inddragende socialt og kulturelt miljø.

  7. Generel vurdering af landsbyen og dens udviklingsaktiviteter [Kandidater skal ikke forholde sig til dette kriterium, da det alene skal bruges af ekspertpanelet].

Landsbyprisen 2020 tildeles en landsby eller et samarbejde mellem landsbyer f.eks. landsbyklynger, der ikke har over 2.000 indbyggere.

Jeres ansøgning skal forholde sig til de 6 første kriterier, mens det 7. alene bruges af ekspertpanelet, der vurderer de indstillede kandidater. Ansøgningen skal være på minimum 5 sider og skal indsendes senest 9. december 2019 til Peter E. Steens på mail: pets@skivekommune.dk.